Wednesday, October 17, 2012

Race Report Brocken Marathon/Harz gebirgslauf


Harzen... Navnet klinger lidt kitschet af pensionister, DDR og hekseafbrændinger, men det har i mange år været et af mine favoritsteder for aktiv ferie. Terrænmæssigt minder det om Silkeborgskovene, blot i en meget større skala. Der er vandre/cykle/løbestier for enhver smag, hvad angår størrelser, underlag og højdemeter, altsammen selvfølgelig med upåklagelig skiltning. Højeste punkt Brocken, med beskedne 1142 moh., lyder ikke imponerende, men da Harzen rejser sig fra den omgivende slette på ca. 200 moh., er der masser af solide stigninger.
Naturen er desuden lettilgængelig, prisniveauet meget rimeligt og vigtigst af alt er der kun ca. 400 km fra den dansk/tyske grænse.
Harzen Gibirgslauf var dels udset som træningsløb forud for Marato Montseny, d. 11/11, i Girona, men også som et kærkomment gensyn med Harzen og ikke mindst Brockens Plattenweg...
Mødtes med Dan Olesen og Jonas Borsøe Christensen fredag, kl 17 i Kolding, plottede Wernigerode ind på GPS'en og knap fem timer senere checkede vi ind på "løbshotellet", der formedelst 2 Euro, bød på overnatning i en gymnastiksal med 2-300 andre løbere...
Ørepropper og buffs over øjnene sikrede en overraskende god nats søvn og klokken lidt i seks begyndte folk så småt at røre på sig. Tre gange kaffe, æg og bananer udgjorde morgenmaden og så en gåtur på en kilometer til start/målområdet for at hente startnumre, overveje påklædning i den klare kølige efterårsluft og klare de sidste toiletbesøg.
Den klassiske marathondistance gik fra Wernigerode, 250 moh., via Brocken, 1142 moh., og retur til start/målområdet. 










De første 9 km var flade til let kuperede, hvor største udfordring var de mange deltagere i 25 km vandringen, alle flinke og opmuntrende godtfolk, der kunne nyde synet af et forfrossent Team Fusion. 

Depoterne var hyppige, ca. hver 5. km, og veludrustede. Dog belønnedes mit hastværk ved første depot mig med en kop brunt brusende nisseøl! Derefter holdt jeg mig til klare vædsker, suppleret med medbragte gels. Fra 9 til 19 km steg det ca. 900 højdemeter og jeg lå placeret som nr. 7, med udsigt til frontgruppen 3-400 m længere fremme, med moderat belastet åndedræt og en fornemmelse af at kunne lukke hullet efter behag. Efterhånden som det blev stejlere splittedes frontgruppen og et par af dem måtte ned at gå og det endda for mødet med den berygtede Plattenweg. De tre km hullede betonplader stiger ca. 20 % i snit, har været en fast udfordring for de fleste MTB-ture i Harzen og sendt de fleste ud i pivskiden og krævet akrobatiske evner og max puls, når der blev slingret op med 5-10 km/t! 

Jeg havde bestemt mig for at løbe hele vejen op, men rask gang havde nok været lige så hurtigt og mere skånsomt. Noterede mig et par kilometertider på 6-7 min., en hvæsende vejrtrækning og en isnende kulde. En frisk vind og nul grader, bed godt på de bare, følelsesløse arme. Man blev tilbudt plasticregnslag 500 m før toppen, men jeg koncentrerede mig bare om ikke at gå i stå, samt glæde mig over næsten at have lukket hullet til de tre forreste løbere. TV-tårnet på Brocken var indhyllet i en klam kold tåge, da vi passerede de første 19 km efter præcis 1.30. De sidste 23 km bød først på 2 km stejlt asfaltnedløb og som ny i frontgruppen, synes jeg lige jeg ville markere min tilstedeværelse med en overmodig/-lyds føring af den mindre begavede slags... 

Om det var all out indsatsen på Plattenweg eller det benknusende asfaltnedløb der gjorde udslaget ved jeg ikke, men min optræden i front varede under 10 minutter. De tre andre fortsatte vel egentlig bare i tempoet, mens mine indadførere og Central Governor kaldte time out... Det var en lidt fesen fornemmelse at blamere sig med sådan en pinlig rookie mistake, men jeg fandt dog hurtigt glæde i at gå fra compete-mode til complete-mode. Min tilgang til det her terrænløbshalløj er tilsyneladende mere processuelt, oplevelses- og lystpræget, end kompetitivt, og det har jeg det egentligt fint med, sålænge jeg ikke flakser rundt mellem de to tilstande, undervejs i løbene. De næste 15 km gik således med at nyde naturen, finde en fornuftig rytme og flowet, på de brede grusstier. De sidste 5 km var fælles for alle ruter og om det var de mange halvmarathonløbere i sporet, udsigten til målstregen, eller en mulig sub 3 timers tid,der fik supermotionisten frem i mig igen, vides ikke, men de sidste fem kilometer blev løbet progressivt, med den sidste på 3.12! Det er længe siden jeg har bevæget mig i tre-lavt tempo og så i slalom på en smattet græsmark i et par Lunaracers! 

Der var sort af hujende mennesker langs opløbet og anstrengelserne blev belønnet med en fjerdeplads i tiden 2.59.08. 

Det var 3-4 minutter efter vinderen, en gammel senet gut på +45 år, så ingen voldsomt prangende tider, taget i betragtning at ruterekorden er 2.39. Jonas kom ind på en 18. plads i 3.20 og Dan var elskværdig nok til ikke at spurte om kap om førstepladsen hos damerne i 3.29. Tilsammen vandt vi holdkonkurrencen, som Team Fusion, i 9.49.
Resultatlisten kan findes her.
Umiddelbart efter målstregen var der, vand, saft, udskåret frugt og tynde skiver rugbrød med noget hvidt smørelse jeg fejlagtigt antog for at være honning, men som viste sig at være schmeltz, stegefedt! Nænsomt overdrysset med salt, var det den helt store delikatesse blandt de lokale... Vi indtog  den meget solide omgang gule ærtekartoffelsuppe, med masser af flæskestykker, man fik for sin madbillet, stående og uden det tilhørende krus øl, da bad og hjemtur kaldte. Jeg nåede dog Ehrungsceremonien, en slags podieoptræden for de seks første, med overrækkelse af kulørte bånd og erkendtligheder af selveste Waldemar Cierpinski, dobbelt OL-vinder i marathonløb, for DDR. 


Jeg blev begavet med et kilotungt ølkrus af ler, en gul rose, et flot diplom en teleskopkuglepen, ja de findes!?!
Alt i alt et godt arrangeret og udfordrende løb, på store gode grusveje i en kulisse af flot falmende efterårsløv og nåletræer. Stemningen er umiskendeligt tysk, hjertelig og lidt byfestagtig og det behager på en eller anden syg måde mit skabsgermanofile hjerte.
Det var den 35. udgave af løbet og det kan mærkes. Alt fra hjemmeside, overnatning, forplejning, badeforhold, resultatformidling og fotoservice, fungerer upåklageligt og løbet kan varmt anbefales som en tyvstart på efterårsferien i det wunderschøne Harz.